WeBible

1 - En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund;

2 - jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid,

3 - hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;

4 - vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

5 - Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

6 - at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom,

7 - saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

8 - ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud

9 - — Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag —

10 - Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

11 - hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

12 - Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark;

13 - han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold;

14 - han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;

15 - han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,

16 - han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

17 - Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

18 - de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

19 - de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken?

20 - Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?«

21 - Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

22 - fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse.

23 - Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne

24 - og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;

25 - Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.

26 - Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

27 - Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,

28 - lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

29 - Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa.

30 - Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund,

31 - rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

32 - Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere.

33 - Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar.

34 - Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

35 - kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

36 - De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

37 - deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

38 - Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

39 - han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

40 - Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!

41 - De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;

42 - hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,

43 - da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark,

44 - forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene,

45 - sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde,

46 - gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

47 - slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,

48 - prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.

49 - Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

50 - frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

51 - alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,

52 - lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,

53 - leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;

54 - han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

55 - drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

56 - Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;

57 - de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

58 - de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.

59 - Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;

60 - han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

61 - han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand,

62 - prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod;

63 - Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,

64 - dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

65 - Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;

66 - han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.

67 - Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;

68 - han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;

69 - han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.

70 - Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde,

71 - hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;

72 - han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.